Hvad fejler min hund?
A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å
Caries. Ses sjældent hos hund. Skyldes syreangreb af emaljen som følge af syredannende bakterier. Tyggebesvær, mundlugt, evt. skæv hovedholdning og evt. senere tandfistel. Plombering eller tandekstraktion.
Cauda Equina Syndrom. (Ofte kun kaldet Cauda equina). Er latin og betyder hestehale. (Cauda: Bagerst/bagtil og equina: Hestens). Medicinsk set, er det der, hvor selve rygraden i lænderegionen fra at være en samlet stor rygmarvsnerve går over til at blive en masse tynde nervetråde, der af udseende ligner hårene på en hestehale. Cauda equina er altså et anatomisk udtryk eller navn om du vil på den bagerste del af rygmarven. Sygdomme, der hører til disse nervetråde hedder cauda equina syndrom, men bliver i daglig tale ofte kun kaldt cauda equina. Sygdommen ses til tider også skrevet som CES. Lad mig lige slå fast at det ikke er en sygdom, men mere en fælles betegnelse for de lidelser, der har sæde i og eller omkring disse nervetråde. Fælles for lidelserne er at de kan give lammelser, slingerhed, besvær ved at at rejse sig, haltheder (enten på det ene eller begge bagben), smerter eller paræstesi (abnorm følsomhed eller kløe). Årsagerne er forskellige. Her kan for eksempel nævnes spondylose, diskusprolaps, forsnævringer af kanalen hvori nervetrådene ligger, forkalkninger og ustabilitet af sidste lændehvirvel og første sacralhvirvel. Det er især de stor hunderacer, der er disponerede for at få CES og sygdommen kan allerede optræde fra 4 års alderen, men kommer ofte først når hunden bliver ældre. Behandlingerne er ligeså forskelligartede som årsagerne. Primært skal behandlingen rette sig mod grundlidelsen. Det kan være lige fra ro over smertestillende medicin til store dyre operationer. Generelt gælder at CES er en fremadskridende uhelbredelig sygdom, hvor behandlingen mere eller mindre går ud på at fjerne symptomerne. I langt de fleste til fælde er en konservativ dvs. medicinsk behandling at foretrække og det vil jeg altid anbefale i hvert fald i starten. Operation er sidste udvej.
Cherry eye. Kaldes også Hardersk adenom. Ses især hos hvalpe og ungdyr. Rød hævelse der stikker ud af øjet i den inderste øjenkrog. Den hævede kirtel fjernes operativt (trækkes ud og klippes af). Penicillin i 8 dage. Se bedøvelse. Se smertestillende. Se penicillinbehandling.
Chok. Betyder (sjælelig) forskrækkelse. Kredsløbskolaps hedder: SHOCK (se dette).
Chokoladeforgiftning. Lad det være sagt straks: Jeg har i 25 år som dyrlæge aldrig set en hund forgiftet med chokolade, men jeg har set hunde spise meget chokolade. Men alligevel: Hunde kan forgiftes af chokolade idet chokolade indeholder stoffet teobromid. Her er en lille liste hvor ”giftigst” står øverst og mindst ”giftig” står nederst.:
Kakaobønner
Kakaopulver
Mørk chokolade
Mælkechokolade
Pulver til drikkechokolade
Hvid chokolade
Hvis en forgiftning skulle indtræde så er symptomerne der optræder indenfor 24 timer efter indtagelsen opkastning, mavesmerter, forøget spytproduktion, forøget tørst uro, rastløshed, øget aktivitet, forøget vandladning, ukoordinerede bevægelse og hjertebanken. Det skal lige nævnes at alle symptomer ikke behøver at optræde. Behandlingen er symptomatisk. I helt ekstreme tilfælde kan der kommer muskelstivhed, cyanose (se dette), feber, kramper og død.
Coccidiose. En tarmbetændelse der skyldes små parasitter (coccidier) ved navn Isospora (oftest Isospora rivolta). Findes mest hos unghunde. Diagnosen sikres ved, at man mikroskoperer fæces (afføringen), hvor parasitterne kan ses som små dobbeltvæggede ovale parasitter (oocyster). Behandles med en sulfakur. Se dette. Det bedste “sulfa” hertil er et sulfa, der indeholder sulfadimidin eller sulfadimethoxin.
Colitis. Tyktarmsbetændelse. En kronisk diarre, der enten optræder konstant eller intermitterende (svingende, ikke konstant). Giver ofte trængninger. Årsagen er ukendt. Kan forveksles med alm. tarmbetændelse (se dette). Til tider er diarreen blodtilblandet. Dette kaldes så hæmorrhagisk diarre. Blødninger i øverste del af mave-tarmkanalen farver afføringen sort. Blødninger fra bageste del af tarmkanalen giver afføringen alm. afføringsfarve med blodtilblanding. Behandles som tarmbetændelse (se dette). En særlig form findes hos boxere. Årsagen er ukendt. Behandling som alm. tyktarmsbetændelse. Endvidere findes en speciel form for tyktarmskatar, der skyldes en psykisk tilstand (“stress-mave”). Det korrekte navn herfor hedder: Irritabel colon syndrom/spastisk colon/mukøs colitis/psykisk induceret colitis. Årsagen kan være forskellige psykiske tilstande. Forøget arbejdspres, nyfødt i familien, tab af fører. Symptomerne er blød, slimet afføring (“lakeret afføring”), til tider afsættes rent tykt gennemsigtigt slim. Hunden piber til tider og klager sig. Behandles med beroligende midler (se beroligelse af hund) og som alm. tarmbetændelse (se dette).
Collienose. En tilstand hvor snudeoverfladen på collier bliver hævet skorpet og senere betændt. Kan have flere årsager men sollyset spiller her en væsentlig rolle. Sekundært kan både bakterie- og svampeinfektioner optræde. Behandl grundlidelsen. I svære tilfælde strækker eksemen sig langs læberne og op til øjenlågskanterne. God prognose når den rigtige behandling iværksættes. I Del 1 kan du se et billede af en typisk collienose.
Conjunctivitis. Øjenkatar. Se dette.
Cyanose. Se iltmangel.
Cystitis. Blærebetændelse. Se dette.